was successfully added to your cart.

Kurv

En gang imellem skal der bare andet til, end almindeligt brød til en sandwich. Og der er ikke noget som en friskbagt bagel smurt med mayonaise, dijonsennep, en god oksepølse og grønt salat. Simpelt og enkelt.

Dette skal du bruge:

  • 4 dl lunkent vand.
  • 50 gram gær.
  • 30 gram sukker.
  • 1/2 tsk. havsalt.
  • 750 gram god hvedemel, selv bruger jeg for det meste den biodynamiske hvedemel fra Aurion, den har rigtige gode bage egenskaber.
  • + vand til kogning.
  • Birkes/sesam til at drysse med.

Sådan gør du:

Rør gæren ud i lunken vand, herefter kommer du sukker, salt og mel i. Rør på røremaskine til dejen er blød. Kom dejen på et bord drysset med lidt mel, ælt mel i dejen til den bliver glat og elastisk. Lad hæve 15 minutter dækket med et klæde.

Rul dejen ud i en stor firkant ca. 2 1/2 cm tyk. Skær ud i 6 lange strimler, 30 cm lange 2 1/2 cm tykke. Rul strimlerne til pølser i dobbelt længde og skær dem over så du ialt får 12 pølser.

Form dem til ringe og klem enderne sammen. Dæk ringene med et klæde og lad hæve i 20 minutter.

4 liter vand bringes i kog. Kog 4 ringe ad gangen i 7 minutter, de skal ikke vendes. Kom de kogte ringe på melet bord eller bageplade med bagepapir.

Herefter skal alle 12 bagels bages i ovnen, 190 grader i 30 minutter, de skal være let brunlige/gyldne og gennembagte.

Rigtig god fornøjelse.

Madfar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.