Aller først skal det siges, at den altså sagtens kan spise året rund selvom jeg kalder det juelaks. Men den passer bare skide godt til et jule frokostbord.

Når du laver gravad laks er der uendelige muligheder for at variere. Brug urter både friske og tørre. Brug noget der giver farve feks. rødbede.

Bitterheden fra instantkaffen passer perfekt til den fede laks og med en anelse chili flager og revet appelsinskal går det hele op i en højere enhed.

Jeg havde en stor lakseside på godt 2.5 kilo så jeg skar den i 2 dele og lavede 2 slags laks. Så til opskriften er der vel til laks på 1 kilo+ men det er egentligt ikke så vigtigt.

Dette skal du bruge:

  • 1 stor lakseside, gerne fersk – gå den efter for ben.
  • Det er lidt et temperament spørgsmål, men frys evt. laksen ned i 24 timer før du bruger den.
  • 1 del salt til 2 del sukker såen ca.
  • 1 dl instant kaffe.
  • 1/2 spsk. chiliflager.
  • Fintrevet appelsinskal fra 2 appelsiner.

Sådan gør du:

Gå laksen efter for ben. Dup den tør med papir. Bland salt, sukker, chili og kaffe, læg det som et lag på fisken. Kom appelsinskallen over og pres let med en flad hånd og fordel krydderblandingen.

Kom det hele i et passende fad og film godt så det er helt tæt. Sæt på køl i 2-3 døg. 1 gang i døgnet hælder du den overskydende væde fra.

Når laksen er klar efter 2-3 døgn tørres krydderblandningen af og laksen duppes tør med papir. Nu kan du servere laksen i tynde skiver.

Serveringsforslag som på billedet.

Jeg lavede en mayo af 1 æggeblomme og koldpresset rapsolie, salt, peber, vineddike og sennep. Blend en masse dild og persille og ved det med 1 dl cremefraiche. Vend nu cremefraichen med mayonaisen til du har den ønskede konsistens. Smag til med salt/peber.

Skær ultra tynde skiver af hvede brød. Pensl med olie og rist dem sprøde i ovnen på varmluft ca 180 grader, men hold øje til de ikke brænder.

Anret på et bræt som på billedet.

Laks nr 2.

Samme fremgangs måde – her brugte jeg 2 spsk fennikelfrø, 1 spsk anisfrø, 1 spsk lakridsgranulat. Samme anretning.

Velbekomme og god fornøjelse.

Madfar.

Leave a Reply