En gang imellem kan jeg godt få lyst til fornemmelsen af piv hvidt brød….

Det her det er No Go, det kan vi gøre bedre selv.

En gang imellem kan jeg godt få lyst til fornemmelsen af piv hvidt brød. Sådan et blødt brød, man laver toast med. Men jeg gider ikke det der papagtige man kan få i butikkerne, som aldrig har set skyggen af kvlitet.

Denne opskrift er nok sådan lidt mormor agtigt, smagen minder ihvertfald om disse kæmpebrød min mormor altid kom med, når hun havde bagt.

Opskriften her er til 1 stk. brød, men lav to med det samme, så kan du skære det ene i skiver og fryse det ned, så har du altid toastbrød lige ved hånden.

Dette skal du bruge:

til 1 stk. Toastbrød.

  • 3 dl lunkent mælk, jeg bruger rismælk det giver dejlig sødme.
  • 15 gram gær.
  • 500 gram hvedemel, gerne Aurions biodynamiske den er kongen, fåes i 5kg poser i helsekostbutikker til ca. 105.-
  • 10 gram havsalt.
  • 20 gram rørsukker.
  • 50 gram blødt smør.
  • Smeltet smør til metalformene.

Sådan gør du.

Rør mælk og gær i en skål. Tilsæt hvedemel, salt og sukker. Ælt det lidt sammen og tilsæt smørret. Rør på maskinen i 2 minutter på lav og 3 minutter på fuld drøn. Brødet skal have en god fast krumme, derfor skal det ikke tæskes for meget.

Lad dejen stå tildækket et lunt sted 1 time.

Vend dejen ud på bordet og slå det op som brød, form det godt stramt.

Pensl formen med det smeltede smør og kom brøddet heri, lad efterhæve tildækket i ca. 3 timer, eller til det når kanten af formen.

Læg en smurt bageplade på som låg, sørg for det er meget tungt så brødet ikke kan hæve over kanten, når det bages.

Brødene bages ved 180 grader i ca. 50 minutter. Tag brøddet ud af formen og afkøl på rist.

Voilá nu har du lækker toastbrød uden at gå ned på kvaliteten.

Velbekomme og god fornøjelse.

Madfar.

Leave a Reply